torsdag den 25. september 2014

Lidt snak om anmeldelser 2

Anmeldelser af "BIOGRAPHY" på Statens Museum for Kunst

I forlængelse af indlægget fra 17.sep 2014 kommer her den første anmeldelse.
Vi kan starte med en anmeldelse fra Kunsten Nu
Anmeldelsen er skrevet af Ditte Vilstrup Holm (DVH)





Anmelderen (DVH)formidler et visuelt indtryk af rummet og dets indretning og værkerne beskrives faktuelt og på en måde så læseren kan følge med i, hvad anmelderen ser. Anmeldelsen er hovedsageligt beskrivende uden at personlige indtryk eller oplevelser egentlig inddrages. Et sted i anmeldelsen videregiver DVH dog en form for personlig oplevelse, idet hun beskriver to af installationerne som dystre og at de gengiver en fornemmelse af at man er overladt til sig selv, en følelse af at være alene og ende med at dø.

Nogen egentlig emotionel begejstring eller det modsatte er svær at finde, og dog: DVH roser en alternativ audio-guide, museet har fået lavet til lejligheden, som hun betegner som en genistreg, fordi den ”digter videre på Elmgreen & Dragsets installationer og løfter dem til nye højder”.

Nyhedsværdien i anmeldelsen skal findes i DVH’s tolkning og vurdering:

Hun mener at scenarierne er realistiske, men også stereotypiske og på den måde abstrakte.
Værkerne giver optimistiske bud på individets håb om at forfølge sin længsel og finde sin personlige mening med livet, og i nogle af værkerne er der social kritik af såvel velfærdssamfundet som den amerikanske drøm.

Nu er Elmgreen & Dragset på Statens Museum for Kunst, og er det i orden? Det tager DVH egentlig ikke stilling til, men gengiver museets vurdering: ” – Elmgreen & Dragset har skrevet kunsthistorie – og Statens Museum for Kunst viser kunst, som har skrevet sig ind i kunsthistorien.” Så derfor.

Hendes konklusion bliver: ”kunstnerne geniscenesætter deres værker i nye installationer og på den måde genfortolker deres tidligere værker ” Det bliver så til at Statens Museum for Kunst skaber et billede på ” hvordan vi alle i dag kan praktisere en slags vedvarende rekonstruktion af vores livshistorie frem for at forsøge at fastholde en entydig fortælling”.


Tilbag til 17. september